Negative søgeord (negative keywords) er ord eller sætninger, du tilføjer i Google Ads for at forhindre dine annoncer i at blive vist på søgninger, der indeholder dem. Sælger du nye cykler, kan "brugt" være et negativt søgeord. De bruges i søgekampagner, Shopping og Performance Max og kan ligge på konto-, kampagne- eller annoncegruppeniveau.
Hvad er negative søgeord (negative keywords)?
Negative søgeord er den eneste direkte bremse, du har på, hvilke søgninger Google bruger dine penge på. Jo bredere du byder, fx med bredt match eller AI Max, jo vigtigere bliver bremsen. I søgeannoncer arbejder de sammen med dine søgeord. I Google Shopping er de næsten det eneste værktøj, du har til at styre søgningerne, fordi der ikke er søgeord.

Negative matchtyper virker anderledes
Negative søgeord findes i de samme tre matchtyper som almindelige søgeord, men med én vigtig forskel: de matcher ikke nære varianter. Udelukker du "blomster", kan annoncen stadig blive vist på "rød blomst". Ental, flertal og synonymer skal du selv tilføje. Store og små bogstaver og almindelige stavefejl tager Google dog højde for.
| Søgning | Negativt bredt match | Negativt sætningsmatch "sko til løb" | Negativt eksakt match [sko til løb] |
|---|---|---|---|
| blå sko til tennis | Vises | Vises | Vises |
| løbesko | Vises | Vises | Vises |
| blå sko til løb | Blokeres | Blokeres | Vises |
| løb sko til | Blokeres | Vises | Vises |
| sko til løb | Blokeres | Blokeres | Blokeres |
Negativt bredt match blokerer, når alle ordene står i søgningen, uanset rækkefølge. Negativt sætningsmatch kræver ordene i samme rækkefølge. Negativt eksakt match blokerer kun præcis den søgning.
Konto, kampagne, annoncegruppe eller liste?
- Kontoniveau: Én liste, der gælder alle søge- og Shopping-kampagner og Performance Max. Brug den til ord, der aldrig er relevante: job, gratis, brugt og lignende.
- Lister med negative søgeord: Delte lister, du knytter til flere kampagner. Godt til fx konkurrentnavne eller "reservedele".
- Kampagneniveau: Ord der er forkerte for netop den kampagne.
- Annoncegruppeniveau: Til at styre trafik mellem annoncegrupper, fx så "dame" ikke matcher herre-annoncegruppen.
- Kampagner
- Søgeord
- Negative søgeord
Vælg plusknappen, vælg kampagne (også Performance Max) eller en eksisterende liste, og skriv ét søgeord pr. linje med matchtypens tegn.
Performance Max kan nu få negative søgeord på kampagneniveau, op til 10.000 pr. kampagne, og listen på kontoniveau gælder også her. Ifølge Googles hjælpeside virker de kun på Søgning og Shopping, ikke på YouTube og Display.
Hvornår skal et søgeord udelukkes?
Negative søgeord kræver data. Tommelfingerregel: et søgetermsmønster skal have brugt omkring 300 kr. uden en eneste konvertering, før det udelukkes. Under det er du ikke sikker på, at det er søgningen og ikke tilfældet. Mønstrene finder du i rapporten over søgetermer.
- Mønster
- Søgninger med "vaskeanvisning"
- Forbrug sidste 90 dage
- 340 kr.
- Klik / konverteringer
- 68 / 0
Over 300 kr. uden salg: udeluk "vaskeanvisning" som negativt sætningsmatch.
Undtagelsen er helt irrelevante søgninger. De udelukkes med det samme, uden at vente på data. Mange af dem kan du finde, før kampagnen overhovedet starter, ved at gennemgå søgeordsidéerne i Google Keyword Planner:
- Job: job, stilling, løn, praktik
- Gratis: gratis, download, pdf
- Brugt: brugt, genbrug, dba, den blå avis
- Reservedele: når du ikke sælger dem
- Forkert produkt eller sprog: fx "vinglas" for en optiker, der sælger brilleglas
Faldgruber fra praksis
- Udelukkelse på mavefornemmelse. "Bedst i test" og konkurrentnavne konverterer ofte fint. Kig på tallene, før du udelukker dem.
- For brede negative ord. Et negativt bredt match på "billig" kan blokere din bedst sælgende søgning. Tjek altid, hvad et negativt søgeord rammer, før du gemmer.
- Konflikter med egne søgeord. Google advarer, når et negativt søgeord blokerer et af dine aktive søgeord. Ignorér ikke advarslen.
- Glemte lister. En liste, der aldrig blev knyttet til den nye kampagne, beskytter ingenting.
Mange kalder det stadig AdWords. Hyrer du en AdWords-specialist, så spørg, hvilken regel han eller hun bruger, før et søgeord bliver udelukket. Svaret bør være et beløb, ikke en fornemmelse.
Søgekampagner uden spildte klik
Jeg gennemgår søgetermer fast og udelukker ud fra data, ikke gætværk. Se hvordan jeg arbejder med søgekampagner.
Ofte stillede spørgsmål om Negative søgeord
Hvad er negative søgeord i Google Ads?
Ord du tilføjer for at forhindre dine annoncer i at blive vist på søgninger, der indeholder dem. De sparer penge på klik, der aldrig bliver til salg.
Kan man bruge negative søgeord i Performance Max?
Ja. Performance Max understøtter negative søgeord på kampagneniveau og lister på kontoniveau. De gælder kun Søgning og Shopping, ikke YouTube og Display.
Hvor mange penge skal en søgeterm koste, før jeg udelukker den?
En god tommelfingerregel er omkring 300 kr. uden konvertering for et mønster af søgninger. Helt irrelevante søgninger som job, gratis og brugt kan udelukkes med det samme.
Matcher negative søgeord stavefejl og flertal?
Store og små bogstaver og stavefejl tages der højde for. Ental, flertal og synonymer gør der ikke, så dem skal du tilføje selv.
Relaterede begreber
- Søgetermer De ord folk faktisk skrev i Google, da din annonce blev vist. Ikke det samme som dine søgeord.
- Matchtyper Bestemmer, hvor tæt en søgning skal ligge på dit søgeord: bredt match, sætningsmatch eller eksakt match.
- AI Max Et AI-lag på søgekampagner, der matcher flere søgninger, tilpasser annonceteksten og kan vælge landingssiden selv.
- Keyword Planner Googles gratis værktøj i Google Ads til at finde søgeord og se søgevolumen og budestimater.