Søgeord

    Hvad er search terms (søgetermer) i Google Ads?

    Af Michael Knudsen, Google Ads-specialist · Opdateret

    Søgetermer · Search terms

    En søgeterm (search term) er den præcise tekst, en person skrev i Google, da din annonce blev vist. Et søgeord er det, du byder på i din konto. Søgeordet "løbesko" kan fx udløse søgetermerne "billige løbesko dame" og "løbesko til flade fødder". Rapporten over søgetermer viser, hvilke søgninger du faktisk betaler for.

    Hvad er search terms (søgetermer)?

    Søgetermer er sandheden om din konto. Søgeordene er dine ønsker, søgetermerne er det, du fik. Med bredt match, AI Max og nære varianter kan afstanden mellem de to være stor. I dynamiske søgeannoncer er der slet ingen søgeord, så her er søgetermerne det eneste, der viser, hvad du betaler for. Derfor er søgetermsrapporten det vigtigste sted at kigge i søgeannoncer, og et af de få steder, hvor du kan se, hvad Google bruger dine penge på.

    Søgetermer (Search terms) forklaret: De ord folk faktisk skrev i Google, da din annonce blev vist. Ikke det samme som dine søgeord.

    Søgeord vs. søgeterm

    SøgeordSøgeterm
    Hvem bestemmer det?DigKunden
    Hvor findes det?I dine annoncegrupperI rapporten over søgetermer
    Eksempel"løbesko" (sætningsmatch)løbesko dame str 39 tilbud
    Hvad gør du med det?Byder, pauser, ændrer matchtypeTilføjer som søgeord eller negativt søgeord

    Kolonnen Matchtype i rapporten viser, hvordan søgetermen matchede dit søgeord. Kolonnen Søgeord viser hvilket af dine søgeord, der udløste annoncen. Den er ikke slået til som standard.

    Sådan finder du rapporten over søgetermer

    Sådan finder du det i Google Ads
    1. Kampagner
    2. Indsigt og rapporter
    3. Søgetermer

    Slå kolonnen Søgeord til under Kolonner, Attributter. For Performance Max vælger du "Søgetermer og landingssider for Performance Max" i rullemenuen.

    Hvorfor viser rapporten ikke alle søgetermer?

    Summen af rækkerne i rapporten er næsten altid mindre end kampagnens samlede forbrug. Søgetermer, der kun er søgt af få personer, vises ikke af hensyn til privatlivet. Klik og forbrug på dem er med i totalen, men du kan ikke se ordene. I nogle konti er det en stor del af forbruget, især hvor mange søgninger er lange og unikke.

    Indsigt i søgetermer (search terms insights) er en anden visning, der grupperer søgninger i temaer og undertemaer, og samler resten under "andre forespørgsler". Den er god til overblik, men giver ikke de enkelte søgninger.

    Søgetermer i Performance Max

    I mange år viste Performance Max kun søgekategorier, uden omkostning pr. kategori, og en stor del var "Ikke kategoriseret". I 2025 fik Performance Max en egentlig søgetermsrapport med søgetermer, annonceformat og landingsside. Tjek hvilke kolonner din konto viser, og vær opmærksom på, at Google selv beder dig vægte konverteringer højere end klik og visninger her.

    Sådan arbejder du med søgetermsrapporten

    1. Vælg en lang periode. 30-90 dage, så der er data nok. Udelad de sidste dage pga. konverteringsforsinkelse.
    2. Sortér efter omkostning. Start med de søgetermer, der har kostet mest. Det er der, pengene er.
    3. Find mønstre, ikke enkeltord. Ét klik på "løbesko reparation" siger intet. Tyve søgninger med "reparation" for i alt 400 kr. uden salg gør.
    4. Udeluk med data. Udeluk mønstre, der har brugt omkring 300 kr. uden konvertering, som negative søgeord. Helt irrelevante søgninger (job, gratis, brugt) kan udelukkes med det samme.
    5. Tilføj vinderne. Søgetermer, der sælger godt, kan tilføjes som søgeord i sætningsmatch eller eksakt match, så du kan styre bud og annoncetekst. Tjek volumen i Keyword Planner for at se, om der findes flere varianter af samme søgning.

    Faldgruber fra praksis

    • Søgeord slettes. Er et søgeord dårligt, så pause det. Sletter du det, mister du historikken, og du kan ikke se, hvad det tidligere har lavet.
    • Konkurrent- og "bedst i test"-søgninger udelukkes på reflekser. De konverterer ofte. Kig på tallene først.
    • For kort periode. Syv dage giver for lidt data til at udelukke noget, medmindre det er åbenlyst irrelevant.
    • Kun at kigge på klik. En søgeterm med mange klik og ingen salg er et problem. En med få klik og to salg er en vinder.

    Arbejder du med en Google Ads-konsulent, så bed om at gennemgå søgetermsrapporten sammen. Den viser hurtigere end noget andet, om kontoen bliver passet.

    Søgekampagner med styr på søgetermerne

    Jeg gennemgår søgetermer fast og bruger dem til både negative søgeord og nye søgeord. Se hvordan jeg arbejder med søgekampagner.

    Søgekampagner med styr på søgetermerne

    Ofte stillede spørgsmål om Søgetermer

    Hvad er forskellen på søgeord og søgeterm?

    Søgeordet er det, du byder på i din Google Ads-konto. Søgetermen er det, kunden faktisk skrev i Google. Ét søgeord kan udløse hundredvis af forskellige søgetermer.

    Hvor finder jeg søgetermer i Google Ads?

    Under Kampagner, Indsigt og rapporter, Søgetermer. For Performance Max vælger du "Søgetermer og landingssider for Performance Max" i rullemenuen.

    Hvorfor kan jeg ikke se alle søgetermer?

    Søgninger, som kun få personer har lavet, vises ikke af hensyn til privatlivet. Forbruget er med i totalen, men selve søgningerne er skjult.

    Hvor ofte skal man gennemgå søgetermer?

    Hver uge den første måned efter en ny kampagne eller et skift til bredt match. Derefter typisk hver anden til fjerde uge, afhængigt af forbruget.

    Relaterede begreber

    Start min transformation