Tracking og data

    Hvad er Google Tag Manager (GTM), og hvordan bruges det til Google Ads?

    Af Michael Knudsen, Google Ads-specialist · Opdateret

    Google Tag Manager · GTM

    Google Tag Manager (GTM) er et gratis værktøj fra Google, hvor du styrer de sporingskoder, dit website bruger, fra ét sted. Du installerer én container-kode på sitet og lægger derefter tags for fx Google Ads, GA4 og Meta ind via en brugerflade. Du kan teste ændringer, før du udgiver dem, uden at røre sidens kode.

    Hvad er Google Tag Manager?

    De fleste, der søger på Google Tag Manager, vil bare logge ind på tagmanager.google.com. Dette opslag er til dig, der vil forstå, hvad værktøjet gør for dine Google Ads-konverteringer. Det er ikke en komplet GTM-manual. Den har Google selv skrevet.

    Tænk på GTM som en værktøjskasse, der sidder mellem dit website og dine annonceplatforme. I stedet for at en udvikler skal lægge en ny kode ind i temaet, hver gang du vil måle noget nyt, ligger alle koderne i en container i GTM. Websitet indlæser containeren, og containeren afgør, hvilke tags der skal køre hvornår. Det gør det hurtigere at ændre sporingen og nemmere at se, hvad der faktisk bliver sendt.

    Google Tag Manager (GTM) forklaret: Gratis værktøj fra Google til at styre tags på dit website fra ét sted, fx Google Ads-konverteringer, GA4 og Meta Pixel.

    Tags, triggers og variabler

    Alt i Tag Manager er bygget af tre byggeklodser:

    ByggeklodsHvad det erEksempel til Google Ads
    TagKoden, der sender data et sted henGoogle Ads-konverteringssporing for et køb
    TriggerReglen for, hvornår tagget kørerNår hændelsen purchase sker
    VariabelEn værdi, tagget henterOrdreværdi, valuta og ordre-id fra datalaget

    Variablerne henter typisk deres værdier fra datalaget, som er en liste med oplysninger, webshoppen lægger ud på siden: hvad der blev købt, hvad det kostede, og ordrenummeret. Et godt datalag er halvdelen af en god GTM-opsætning. Uden det skraber man værdier ud af sidens tekst, og det går i stykker, så snart temaet ændres.

    Ifølge Googles hjælpeside om Google Ads-konverteringer i Tag Manager skal du bruge to værdier fra din konverteringshandling i Google Ads: et konverterings-id, som er unikt for kontoen, og en konverteringsetiket, som er unik for hver konverteringshandling. Forudsætningen er, at Google-tagget og et konverteringstilknytningstag (Conversion Linker) allerede er sat op i containeren.

    1. Opret konverteringshandlingen i Google Ads, og vælg at installere med Google Tag Manager. Kopiér konverterings-id og konverteringsetiket.
    2. Opret et nyt tag i GTM af typen Google Ads-konverteringssporing, og indsæt de to værdier.
    3. Udfyld konverteringsværdi, transaktions-id og valutakode med variabler fra datalaget.
    4. Tilknyt en trigger, der kun kører ved et gennemført køb.
    5. Test i forhåndsvisning med et rigtigt testkøb, og udgiv containeren, når alt ser rigtigt ud.

    Transaktions-id'et er vigtigere, end det ser ud til. Det er ordrenummeret, og Google bruger det til at fjerne dubletter, hvis takkesiden indlæses to gange. Det er også det, du skal bruge, hvis du senere vil trække returneringer fra med konverteringsjusteringer.

    Tilføj også enhanced conversions i samme tag. GTM kan hente kundens e-mail fra datalaget, og Google hasher den, før den sendes. Det giver flere målte køb uden ekstra kode i temaet.

    Google Tag Manager vs. Google-tagget

    Google-tagget (gtag.js) er selve koden, der sender data til Google. Tag Manager er værktøjet, der administrerer den kode og alle de andre. Du vælger ikke det ene frem for det andet. Spørgsmålet er, om du lægger Google-tagget direkte i temaet eller ind gennem GTM. Har du mere end Google Ads og GA4 at måle, eller vil du kunne ændre sporingen uden en udvikler, er GTM næsten altid den rigtige vej.

    Webcontainer og servercontainer

    Den almindelige GTM-container kører i kundens browser. Der findes også en servercontainer, som kører på en server, du selv ejer. Den bruges til server-side tracking, hvor browseren sender én datastrøm til din server, og serveren fordeler data videre til Google, Meta og andre. Det kan give mere stabil måling, men det koster hosting og opsætning. For de fleste mindre webshops er en ren webcontainer med et godt datalag nok.

    Hvornår giver Google Tag Manager mening?

    • Ja: Du annoncerer på flere platforme og vil styre alle tags ét sted.
    • Ja: Du vil måle mere end køb, fx klik på telefonnummer, formularer eller tilmeldinger til nyhedsbrev.
    • Ja: Du vil kunne rette sporingen hurtigt uden at vente på en udvikler.
    • Måske ikke: Du kører kun Google Ads og GA4 på Shopify, og Googles officielle app måler købet korrekt. Så tilføjer GTM mest kompleksitet.

    Mange webshops får hjælp til Google Ads netop fordi sporingen er bygget i lag over flere år. Et gammelt GTM-tag, en Shopify-app og et manuelt tag i temaet sender alle det samme køb. Så tror budgivningen i dine søgekampagner, at der er tre gange så mange salg, som der er.

    Faldgruber fra praksis

    • Ændringer bliver ikke udgivet. Man arbejder i et arbejdsområde, tester og glemmer at trykke Udgiv. Intet af det virker på det rigtige website.
    • Ingen versionsnoter. GTM gemmer alle versioner. Skriv hvad du ændrede, så du kan rulle tilbage, når konverteringerne pludselig falder.
    • Triggeren er for bred. Købstagget kører på alle sider, der indeholder ordet "tak", også kontaktformularens takkeside.
    • Samtykke ignoreres. Tags skal respektere svaret fra dit cookiebanner. Brug GTM's indbyggede samtykkeindstillinger og Consent Mode, ikke egne løsninger.
    • For mange har adgang. Alle med udgivelsesret kan ændre, hvad der sendes til Google. Giv kun publiceringsadgang til dem, der skal bruge den.

    Søgeannoncer bygget på korrekt sporing

    Jeg rydder op i tags og konverteringer, før jeg optimerer. Se hvordan jeg arbejder med søgeannoncer.

    Søgeannoncer bygget på korrekt sporing

    Ofte stillede spørgsmål om Google Tag Manager

    Er Google Tag Manager gratis?

    Ja. Webcontaineren er gratis. Bruger du en servercontainer til server-side tracking, betaler du for den server, den kører på.

    Hvad er forskellen på Google Tag Manager og Google Analytics?

    Google Analytics (GA4) måler og viser data om dit website. Tag Manager er værktøjet, der sender data til GA4 og andre platforme. Du kan bruge GTM til at installere GA4, men GTM viser ingen rapporter.

    Hvordan sætter jeg Google Ads-konverteringssporing op i Tag Manager?

    Opret et tag af typen Google Ads-konverteringssporing med konverterings-id og konverteringsetiket fra Google Ads. Send ordreværdi, valuta og ordre-id med fra datalaget, og lad tagget køre på købshændelsen. Husk Conversion Linker-tagget.

    Hvad er en Conversion Linker i GTM?

    Et tag, der gemmer klik-id'et fra annoncen, så et senere køb kan kobles til klikket. Det skal køre på alle sider. Bruger du gtag.js direkte, er funktionen indbygget.

    Kan jeg slette mit gamle Google Ads-tag, når jeg flytter til GTM?

    Ja, men først når det nye tag er testet og måler det samme. Sammenlign konverteringerne fra begge i et par dage, og fjern det gamle bagefter, så du ikke måler købet dobbelt.

    Relaterede begreber

    Start min transformation