Målgruppesignaler (audience signals) er forslag, du giver en Performance Max-kampagne om, hvem dine kunder sandsynligvis er, fx dine kundelister, websitebesøgende eller søgeord, dine kunder bruger. Google bruger dem som startpunkt for sin optimering. Signalerne er ikke målretning: annoncerne kan også vises for folk uden for signalerne, hvis Google vurderer, at de vil konvertere.
Hvad er audience signals (målgruppesignaler)?
I almindelige kampagner bestemmer du, hvem der ser annoncerne. I Performance Max bestemmer Google. Målgruppesignalerne er din måde at give systemet et forspring: her er nogle, der ligner vores kunder, start med at lede her. Signalerne sættes på hver asset-gruppe, og det kan tage op til et par uger, før Google har indarbejdet nye signaler.
Det vigtigste at forstå er, at signaler er forslag, ikke begrænsninger. En kampagne med signalet "løbere" kan sagtens vise annoncer til folk, der aldrig har vist interesse for løb, hvis Google tror, de vil købe. Google skriver det selv på hjælpesiden om målgruppesignaler: annoncerne kan vises for relevante målgrupper uden for dine signaler. Det er en stor forskel fra søgeannoncer, hvor søgeordene sætter rammen.

Hvilke målgruppesignaler findes der?
| Signal | Eksempel | Styrke |
|---|---|---|
| Dine data | Kundelister, købere, websitebesøgende, YouTube-seere | Stærkest |
| Tilpassede segmenter | Søgeord dine kunder bruger, konkurrenters websites | Stærk |
| Interessebaserede segmenter og segmenter i markedet | Personer, der er i markedet for møbler | Svag |
| Demografi | Alder, køn, forældrestatus | Svag, bruges til at stramme andre signaler |
Hvilke signaler virker bedst?
Egne data slår alt andet. En liste over dine faktiske købere fortæller Google langt mere end en interesse som "skønhed og wellness", som millioner af mennesker er en del af. Derfor er rækkefølgen i praksis:
- Kundeliste via Customer Match, helst kun købere og gerne de bedste kunder.
- Websitebesøgende, især folk der har lagt i kurv eller købt. Se remarketing.
- Tilpasset segment på søgeord, dvs. de søgninger, du ved konverterer i dine søgekampagner. Find dem i dine søgetermer.
- Interesser og demografi som supplement, ikke som fundament.
Har du ingen egne data endnu, er tilpassede segmenter med søgeord det bedste sted at starte. Lignende segmenter kan du ikke bruge som signal i Performance Max. I Google Ads findes de kun i Demand Gen.
Hvad målgruppesignaler ikke kan
- De kan ikke udelukke. Lægger du dine eksisterende kunder i et signal, betyder det ikke, at andre undgås. Og det betyder heller ikke, at de eksisterende kunder holdes ude. Vil du undgå at betale for eksisterende kunder, skal du bruge målet for kundeanskaffelse og vælge kun at byde på nye kunder.
- De begrænser ikke rækkevidden. Vil du have kontrol over hvem, er Performance Max det forkerte værktøj.
- De redder ikke dårlig konverteringsdata. Google optimerer mod de konverteringer, du sender. Er din konverteringssporing forkert, lærer systemet det forkerte, uanset hvor gode signalerne er.
Faldgruber fra praksis
- At tro, at signalet er målgruppen. Rapporten "målgruppe" i PMax viser ikke, at signalet virkede. Den viser, hvem der købte, og det er ofte nogle helt andre.
- Remarketing i signalet giver flotte tal. Lægger du websitebesøgende ind som signal, finder Google nemt dem, der var på vej til at købe alligevel. ROAS ser god ud, men en del af salget ville være kommet uden annoncen. Se inkrementalitet.
- Mange asset-grupper kun for at teste signaler. Forskellige signaler i hver sin asset-gruppe deler stadig samme budget og data. Forskellen i resultater skyldes oftere produkterne og annoncerne end signalerne.
- At bruge tid på at finjustere interesser. Effekten er lille. Brug tiden på feedet, de kreative elementer og konverteringsværdien i stedet.
Til webshops er produktdata og budstrategi langt vigtigere end signaler. En PMax-kampagne med et godt feed fra Google Shopping og et realistisk ROAS-mål klarer sig fint med enkle signaler. Bruger din Google Ads-konsulent mange timer på signaler, så spørg, hvor meget opmærksomhed feedet har fået.
Målgruppesignaler vs. målretning
| Målgruppesignal (Performance Max) | Målretning (fx Demand Gen) | |
|---|---|---|
| Hvem ser annoncerne | Google afgør, signalet er et forslag | Kun den valgte målgruppe |
| Kan udelukke | Nej | Ja |
| Hvornår | Når du vil have rækkevidde og automatik | Når du vil have kontrol |
Vil du ramme en bestemt målgruppe og kun den, så se på Demand Gen, hvor målgruppen er en faktisk afgrænsning.
Performance Max bygget på dine data
Signaler er det mindste håndtag i PMax. Se hvordan jeg sætter Performance Max op med fokus på feed, data og profit.
Ofte stillede spørgsmål om Målgruppesignaler
Hvad er målgruppesignaler i Performance Max?
Forslag til Google om, hvem dine kunder er, fx kundelister, websitebesøgende eller søgeord. Google bruger dem som startpunkt, men viser også annoncer til andre, hvis de sandsynligvis vil konvertere.
Begrænser målgruppesignaler, hvem der ser mine annoncer?
Nej. Signaler er forslag, ikke målretning. Annoncerne kan vises for folk uden for signalerne, hvis Google vurderer, at de vil konvertere.
Hvilke målgruppesignaler er bedst?
Dine egne data: kundelister med købere og websitebesøgende. Derefter tilpassede segmenter med de søgeord, du ved konverterer. Interesser og demografi er svage signaler.
Kan jeg udelukke eksisterende kunder med målgruppesignaler?
Nej. Signaler kan ikke udelukke. Brug i stedet målet for kundeanskaffelse og vælg kun at byde på nye kunder, som bygger på din kundeliste.
Relaterede begreber
- Customer Match Upload af dine egne kundedata, fx e-mails, til Google Ads, så du kan udelukke, finde eller byde anderledes på dine kunder.
- Remarketing Annoncer målrettet folk, der allerede har besøgt din webshop eller er kunder. Kaldes også retargeting og i Google Ads "dine data".
- Smart Bidding Googles automatiske budstrategier, der sætter et nyt bud i hver auktion ud fra sandsynligheden for en konvertering.
- Demand Gen Kampagnetype med billed- og videoannoncer på YouTube, Discover, Gmail og Displaynetværket. Skaber efterspørgsel, før folk søger.
- Inkrementalitet Det salg dine annoncer skaber, som ikke ville være sket uden dem. Måles med kontrolgrupper, ikke med attribution.