Demand Gen (Demand Generation) er en kampagnetype i Google Ads, der viser billed- og videoannoncer på YouTube (inkl. Shorts), Discover, Gmail, Maps og Google Displaynetværket. Den afløste Discovery-kampagner og er bygget til at skabe interesse hos folk, der ikke søger efter dit produkt endnu, frem for at fange folk, der allerede søger.
Hvad er Demand Gen (Demand Generation)?
Demand Gen er det tætteste, Google Ads kommer på Meta-annoncer. Du vælger selv målgruppen og kreativerne, og annoncerne vises i feeds, hvor folk ikke er i gang med at lede efter noget. Det er det modsatte af søgeannoncer, som svarer på en konkret søgning. Den er heller ikke det samme som Performance Max, der byder på tværs af alle Googles kanaler inkl. Søgning og Shopping og selv bestemmer, hvor pengene går hen.

Sådan virker en Demand Gen-kampagne
Hvor en søgekampagne svarer på en søgning, afbryder en Demand Gen-kampagne folk, mens de scroller, ser videoer eller tjekker mail. Du leverer billeder, videoer, overskrifter og beskrivelser, vælger en målgruppe, og Google sætter annoncerne sammen og fordeler dem på kanalerne.
- Kanaler ifølge Googles hjælpeside om Demand Gen: YouTube (Shorts, in-feed, startfeedet, "Afspil som næste" og YouTube-søgning), Discover, Gmail, Maps og Google Displaynetværket. Kanalerne kan styres på annoncegruppeniveau.
- Formater: Billedannoncer (liggende 1,91:1, kvadratisk 1:1, stående 4:5), videoannoncer (liggende, kvadratisk, lodret), karruselannoncer med 2-10 kort og annoncer med produkter fra dit Merchant Center-feed.
- Budgivning: Klik, konverteringer eller konverteringsværdi. Webshops vil typisk bruge konverteringsværdi, når der er data nok.
Google er i gang med at flytte almindelige kampagner med displayannoncer over i Demand Gen. Fra juni 2026 kan annoncører selv migrere med et værktøj i kontoen, og senere kan nye displaykampagner kun oprettes som Demand Gen.
Hvornår giver Demand Gen mening for en webshop?
Tommelfingerregel: start ikke med Demand Gen. Først skal søgning og Google Shopping køre rentabelt, og konverteringssporing skal være på plads. Demand Gen er det næste lag, når de købsklare søgninger er dækket, og du vil have flere ind i toppen af tragten.
- Det giver mening, når produktet er visuelt, når folk ikke ved, at det findes (nyt produkt, ny kategori), eller når du har gode videoer, der allerede virker på Meta.
- Det giver sjældent mening, når budgettet er lille, når produktet er en ren pris-vare, eller når du ikke har kreativer. Uden gode billeder og videoer har kampagnen intet at arbejde med.
Google anbefaler et dagsbudget på mindst 10 gange din mål-CPA, når du byder efter Target CPA. Med en mål-CPA på 200 kr. er det 2.000 kr. om dagen. Det er en realistisk grænse at kende, før du går i gang. Mange webshops får hjælp til Google Ads netop her, før de bruger penge på en kampagnetype, de ikke kan måle.
Målgrupper i Demand Gen
Demand Gen er den kampagnetype i Google Ads, der minder mest om Meta. Du kan målrette efter interesser, købsintention, dine egne kundelister via Customer Match, besøgende via remarketing og lignende segmenter (lookalikes).
Sådan måler du Demand Gen
Her går de fleste galt i byen. Demand Gen skaber interesse, og interessen bliver ofte til et køb senere via en brandsøgning, et Shopping-klik eller direkte trafik. Måler du på sidste klik, ser kampagnen dårlig ud, selv når den virker.
- Notér en baseline i fire uger før start: brandsøgninger, direkte trafik og samlet omsætning.
- Kør kampagnen længe nok til, at Smart Bidding kan lære. Lav ikke store ændringer de første par uger.
- Se på udviklingen i brandsøgninger og samlet salg, ikke kun kampagnens egne konverteringer.
- Har du budget til det, kan Googles konverteringsløft-undersøgelser vise den reelle inkrementalitet.
Hold også øje med de tidlige tal. CPM, altså prisen pr. 1.000 visninger, viser hvad det koster at nå målgruppen, og kan sammenlignes direkte med Meta. Kører du videoer, giver CPV fra dine YouTube-kampagner et pejlemærke for, hvad en videovisning plejer at koste. Ingen af dem er et mål i sig selv, men de afslører hurtigt, om målgruppen er for smal, eller om kreativerne er for svage.
Faldgruber fra praksis
- Visningsbaserede konverteringer pynter. Konverteringer efter en visning uden klik tæller med i nogle kolonner. Folk der ville have købt alligevel, kan blive regnet som Demand Gen-salg.
- Optimér ikke efter "læg i kurv". Google foreslår lette konverteringer som "læg i kurv" for at få fart på læringen. Det giver mange billige konverteringer, men ikke nødvendigvis salg. Byd efter køb, når du kan.
- For lavt budget. Spredt over fem kanaler bliver 200 kr. om dagen til ingenting. Så lærer kampagnen aldrig.
- Sammenligning med Search. En lavere ROAS end din søgekampagne er forventeligt. Spørgsmålet er, om den skaber salg, der ellers ikke var kommet.
Demand Gen vs. Performance Max vs. søgning
| Søgning | Performance Max | Demand Gen | |
|---|---|---|---|
| Formål | Fange købsklar efterspørgsel | Konverteringer på tværs af alle Googles kanaler | Skabe ny efterspørgsel |
| Kanaler | Google Søgning (+ søgepartnere) | Alle, inkl. Søgning og Shopping | YouTube, Discover, Gmail, Maps, Display |
| Målretning | Søgeord | Målgruppesignaler, ingen fast målretning | Målgrupper du selv vælger |
| Kontrol over kreativer | Høj | Lav | Høj, inkl. A/B-test |
Google Display Ads og Demand Gen til webshops
Jeg bygger kontoen nedefra: først den købsklare trafik, så kampagner der skaber ny efterspørgsel. Se hvordan jeg arbejder med display og Demand Gen.
Ofte stillede spørgsmål om Demand Gen
Hvad er forskellen på Demand Gen og Discovery?
Demand Gen er afløseren for Discovery-kampagner. Den bruger de samme feeds (Discover, Gmail, YouTube), men har flere formater, inkl. video og Shorts, og flere målretningsmuligheder.
Hvad koster en Demand Gen-kampagne?
Du betaler pr. klik eller pr. visning afhængigt af budstrategi. Google anbefaler et dagsbudget på mindst 10 gange din mål-CPA, så en mål-CPA på 150 kr. kræver omkring 1.500 kr. om dagen.
Kan Demand Gen erstatte Meta-annoncer?
Den minder mest om Meta af alle Googles kampagnetyper, men publikum og placeringer er forskellige. Test den som supplement, og genbrug de kreativer, der allerede virker på Meta.
Hvorfor ser min Demand Gen-kampagne ud til at tabe penge?
Ofte fordi den måles på sidste klik. Kunder, der ser en annonce og senere søger på dit brand, tilskrives typisk søgekampagnen. Se på brandsøgninger og samlet salg før og efter start.
Relaterede begreber
- Remarketing Annoncer målrettet folk, der allerede har besøgt din webshop eller er kunder. Kaldes også retargeting og i Google Ads "dine data".
- Customer Match Upload af dine egne kundedata, fx e-mails, til Google Ads, så du kan udelukke, finde eller byde anderledes på dine kunder.
- Målgruppesignaler Forslag til Performance Max om, hvem dine kunder er. Signalerne hjælper Google i gang, men begrænser ikke, hvem der ser annoncerne.
- Inkrementalitet Det salg dine annoncer skaber, som ikke ville være sket uden dem. Måles med kontrolgrupper, ikke med attribution.
- Attribution Reglen for, hvilke annonceklik der får æren for et salg, når kunden har været forbi flere gange før købet.