Annonceaktiver (ad assets) er de ekstra elementer, der kan vises sammen med en søgeannonce i Google Ads, fx links til undersider, korte salgsargumenter, billeder, telefonnummer og priser. Indtil 2022 hed de annonceudvidelser (ad extensions). Aktiverne gør annoncen større og giver kunden flere grunde og flere steder at klikke.
Hvad er annonceaktiver (ad extensions)?
Tænk på annonceaktiver som de ekstra linjer, der får en annonce til at fylde to-tre gange så meget på mobilen. De bruges mest i søgeannoncer, men flere af dem, fx undersidelinks og billeder, vises også i Performance Max. Du opretter dem én gang og tilknytter dem til konto, kampagner eller annoncegrupper.

Typer af annonceaktiver
Google har oversat navnene på aktiverne til dansk, og de danske navne ligner ikke altid de engelske. Den fulde liste står på Googles hjælpeside om aktiver. Her er dem, en webshop typisk bruger:
| Dansk navn i Google Ads | Engelsk navn | Hvad det er | Til webshops |
|---|---|---|---|
| Undersidelinks | Sitelinks | Klikbare links til bestemte sider | Ja, altid. Kategorier, bestsellere, fragt og retur |
| Infotekst | Callouts | Korte tekster uden link, fx "Fri fragt over 499 kr." | Ja, altid |
| Websiteinfo | Structured snippets | En overskrift (fx Mærker) med en liste af værdier | Ja, fx mærker eller typer |
| Billedaktiver | Image assets | Produkt- eller livsstilsbilleder ved annoncen | Ja |
| Prisaktiver | Price assets | Kategorier eller produkter med pris | Ofte |
| Aktiver til promovering | Promotion assets | Et tilbud eller en rabatkode med datoer | Til udsalg |
| Opkaldsaktiver | Call assets | Telefonnummer eller opkaldsknap | Kun hvis I tager telefonen |
| Lokationsaktiver | Location assets | Adresse fra Google Virksomhedsprofil | Ved fysisk butik |
Overskrifter og beskrivelser i responsive søgeannoncer er teknisk set også aktiver. Når folk taler om annonceaktiver, mener de dog næsten altid de ekstra typer ovenfor.
- Kampagner
- Aktiver
Her ser du alle aktiver og deres tilknytning. Automatisk oprettede aktiver på kontoniveau kan slås fra via prikmenuen på samme side.
Konto, kampagne eller annoncegruppe?
Aktiver kan tilknyttes på konto-, kampagne- eller annoncegruppeniveau. Det mest specifikke niveau vinder: har annoncegruppen sine egne undersidelinks, bruges kampagnens og kontoens ikke for den annoncegruppe.
- Kontoniveau: Generelle ting, der passer overalt, fx infotekst om fragt og retur.
- Kampagneniveau: Undersidelinks og websiteinfo, der passer til kampagnens kategori.
- Annoncegruppeniveau: Kun når en annoncegruppe har sit eget produkt og sine egne undersider.
Hvorfor annonceaktiver betyder noget
Det koster ikke noget at tilføje aktiver. Du betaler kun for klik som normalt, højst to klik pr. visning. Aktiver tæller med i din Ad Rank, og en større annonce skubber konkurrenterne længere ned. Google viser kun aktiver, når de forventes at forbedre annoncen, og annoncer i toppen får flest.
Tommelfingerregel: hver søgekampagne skal have mindst 4 undersidelinks, 4 infotekster, ét websiteinfo-aktiv og billeder. Det er minimum, ikke ekstra, og det første, en Google Ads-ekspert bør tjekke, når en konto skifter hænder.
Faldgruber fra praksis
- Undersidelinks til døde sider. Når du lukker en kategori eller skifter landingsside, peger undersidelinks stadig på den gamle adresse. Aktiver har deres egne webadresser. Opdater dem sammen med annoncer og søgeord, ellers sender du betalt trafik til en 404-side.
- Automatiske aktiver du ikke har set. Google opretter selv undersidelinks, infotekst og websiteinfo på kontoniveau. De kan pege på blogindlæg eller bruge formuleringer, du ikke vil stå på mål for. Gennemgå dem, og slå de typer fra, du ikke vil have.
- Udløbne tilbud. Et promoveringsaktiv eller en infotekst med "Black Friday" i januar. Sæt start- og slutdato på tidsbestemte aktiver.
- Opkaldsaktiver uden bemanding. Planlæg dem til åbningstiden, ellers betaler du for opkald, ingen besvarer.
- Gentagelser. Infotekst, der gentager overskriften, giver ingen ny grund til at klikke.
Søgekampagner sat ordentligt op
Jeg sætter annoncer, søgeord og aktiver op, så de peger samme vej og bliver holdt opdateret. Se hvordan jeg arbejder med søgekampagner.
Ofte stillede spørgsmål om Annonceaktiver
Hvad er forskellen på annonceaktiver og annonceudvidelser?
Ingen. Google omdøbte annonceudvidelser (ad extensions) til annonceaktiver (ad assets) i 2022. Funktionen er den samme, men de oprettes nu som aktiver, der kan genbruges på tværs af kampagner.
Koster annonceaktiver ekstra?
Nej. Det er gratis at tilføje dem. Du betaler for klik som normalt, også klik på et undersidelink eller en opkaldsknap. Google opkræver højst for to klik pr. visning.
Hvorfor bliver mine undersidelinks ikke vist?
Google viser kun aktiver, når annoncens position og Ad Rank er høj nok, og når aktivet forventes at forbedre annoncen. Tjek også at aktivet er godkendt og tilknyttet en aktiv kampagne.
Hvad hedder sitelinks og callouts på dansk i Google Ads?
Sitelinks hedder undersidelinks, callouts hedder infotekst, og structured snippets hedder websiteinfo i den danske brugerflade.
Relaterede begreber
- Responsive søgeannoncer Standardannoncen i søgekampagner: op til 15 overskrifter og 4 beskrivelser, som Google kombinerer automatisk.
- Ad Rank Den værdi Google beregner i hver auktion for at afgøre, om din annonce vises, og på hvilken placering.
- CTR Andelen af visninger, der bliver til et klik. Klik divideret med eksponeringer, vist i procent.
- Google Ads Editor Googles gratis desktop-program til at lave masseændringer i Google Ads offline og sende dem til kontoen samlet.