Maksimér antal klik (maximize clicks) er en automatisk budstrategi i Google Ads, hvor Google selv sætter buddene for at få så mange klik som muligt inden for dit budget. Strategien kigger ikke på, om klikkene bliver til salg. Du kan sætte et loft over CPC-buddet, så enkelte klik ikke bliver for dyre.
Hvad er Maksimér antal klik (maximize clicks)?
Maksimér antal klik er den simpleste automatiske budstrategi. Du sætter et budget, og Google finder de klik, der er billigst at få. Den er ikke en del af Smart Bidding, fordi den ikke bruger konverteringsdata. Det er både dens styrke og dens svaghed: den virker uden konverteringssporing, men den ved heller ikke, hvilke klik der sælger.
Ifølge Googles hjælpeside om Maksimér antal klik kan strategien bruges på enkelte kampagner eller som porteføljebudstrategi på tværs af flere. I Demand Gen kan den bruges, men ikke som portefølje og uden CPC-loft.

Sådan virker Maksimér antal klik
Google hæver og sænker buddene, så budgettet giver flest mulige klik. Det betyder i praksis, at strategien går efter de billigste klik. Og de billigste klik er tit de mindst kommercielle: brede søgninger, informationssøgninger og placeringer, hvor folk klikker uden at have tænkt sig at købe.
- Budget
- 3.000 kr.
- Med Maksimér antal klik
- 1.500 klik à 2 kr., 15 salg
- Med Maksimér antal konverteringer
- 750 klik à 4 kr., 30 salg
Den dobbelte mængde klik gav halvt så mange salg. Klik er en omkostning, ikke et resultat.
Sæt altid en grænse for maks. CPC-bud
Uden en grænse kan Google byde det, den vil, på enkelte auktioner. Med en grænse for maks. CPC-bud bestemmer du, hvad et klik højst må koste. En udbredt tommelfingerregel er at tage den CPC, du kan betale for at gå i nul, fordi dyrere klik i gennemsnit koster mere, end de tjener.
Maks. CPC-loft = konverteringsrate × dækningsbidrag pr. ordre
Brug dækningsbidrag ekskl. moms. Sæt loftet lavere, hvis du vil tjene penge på klikkene.
- Konverteringsrate
- 2 %
- Dækningsbidrag pr. ordre
- 250 kr.
Maks. CPC-loft = 0,02 × 250 = 5 kr. Over 5 kr. pr. klik taber du penge i gennemsnit.
Maksimér antal klik er også en af de få automatiske strategier, der tager hensyn til dine budjusteringer. Konverterer mobil dårligere end computer, kan du sænke buddet på mobil, og strategien respekterer det.
Hvornår giver Maksimér antal klik mening?
- Ny kampagne uden konverteringsdata. Kortvarigt, for at få trafik og data, før du skifter til en konverteringsbaseret strategi.
- Trafik er målet. Fx et blogindlæg eller en kampagneside, hvor du vil bygge en remarketingliste.
- Meget små budgetter. Hvor der ikke kommer konverteringer nok til, at Smart Bidding kan lære.
Har din webshop konverteringssporing og bare nogle få salg om ugen, er Maksimér antal konverteringer ofte et bedre valg. Vil du have fuld kontrol over hvert bud, er manuel CPC alternativet.
Faldgruber fra praksis
- Strategien bliver hængende. Den blev valgt ved opstarten og er aldrig skiftet ud, selv om kontoen nu har hundredvis af konverteringer.
- Søgepartnere og display slået til. Strategien finder de billigste klik, og de ligger tit uden for Google-søgning. Tjek netværksindstillingerne.
- Høj CTR og lav konverteringsrate. Det ser flot ud i rapporten, men er et tegn på, at strategien køber de forkerte klik.
Når en Google Ads-konsulent overtager en konto, kører den ofte stadig Maksimér antal klik fra opstarten. Det er sjældent katastrofalt, men pengene kunne ofte bruges bedre, når der er konverteringsdata at byde efter. En PPC-specialist bør vurdere strategien, så snart kontoen har stabil konverteringsdata.
Hjælp fra en PPC-specialist
Jeg vælger den budstrategi, der passer til din konto i dag, ikke den der blev valgt ved opstarten. Se hvordan.
Ofte stillede spørgsmål om Maksimér antal klik
Hvad er Maksimér antal klik i Google Ads?
En automatisk budstrategi, hvor Google sætter buddene for at få så mange klik som muligt inden for dit budget. Den kigger ikke på konverteringer.
Hvornår skal man bruge maximize clicks?
Når en kampagne er ny og mangler konverteringsdata, når trafik i sig selv er målet, eller når budgettet er så lille, at Smart Bidding ikke kan lære. Ellers er en konverteringsbaseret strategi bedre.
Kan man sætte et maks. CPC-bud på Maksimér antal klik?
Ja. Du kan angive en grænse for maks. CPC-bud i kampagnens budindstillinger. Det anbefales, så enkelte klik ikke bliver dyrere, end du har råd til.
Er Maksimér antal klik en del af Smart Bidding?
Nej. Smart Bidding er de strategier, der byder efter konverteringer eller konverteringsværdi. Maksimér antal klik byder kun efter klik.
Relaterede begreber
- Manuel CPC Budstrategi, hvor du selv sætter det højeste beløb, du vil betale pr. klik, på søgeord, annoncegrupper eller produktgrupper.
- Maksimér antal konverteringer Smart Bidding-strategi, der skaffer flest mulige konverteringer og bruger hele budgettet. Uden mål er budgettet din eneste prisstyring.
- CPC Det du betaler for ét klik på en annonce. Gns. CPC er dit samlede klikforbrug divideret med antal klik.
- Budjustering En procentvis forhøjelse eller sænkning af dine bud for fx enhed, lokation eller tidspunkt. Virker fuldt ud kun med manuel budgivning.
- Smart Bidding Googles automatiske budstrategier, der sætter et nyt bud i hver auktion ud fra sandsynligheden for en konvertering.