Nøgletal

    Hvad er bruttofortjeneste (bruttoavance)? Formel, procent og eksempel

    Af Michael Knudsen, Google Ads-specialist · Opdateret

    Bruttoavance · Gross margin

    Bruttoavance, også kaldet bruttofortjeneste, er din omsætning ekskl. moms minus det, varerne har kostet dig at købe ind. Udtrykt i procent af omsætningen hedder den bruttoavanceprocent eller gross margin. Den viser, hvad varerne giver, før fragt, betalingsgebyrer, returneringer og alle andre omkostninger er betalt.

    Hvad er bruttofortjeneste og bruttoavance?

    Bruttoavance og bruttofortjeneste bruges om det samme i daglig tale: forskellen mellem salgspris og indkøbspris. Det engelske gross margin dækker procenten. Tallet er det første, mange webshop-ejere lærer at regne på, fordi det står direkte i indkøbslisten: købt til 100 kr., sælges til 250 kr. ekskl. moms, avance 150 kr.

    Det er et fint tal til at sammenligne produkter og leverandører. Det er et dårligt tal til at styre markedsføring efter, fordi det ser bort fra alt det, der sker efter, at varen er købt ind: fragt, pakning, gebyrer og returneringer. Det kommer længere nede.

    Bruttoavance (Gross margin) forklaret: Omsætning ekskl. moms minus varekøb. Viser hvad varerne giver, før fragt, gebyrer og andre omkostninger er trukket fra.

    Sådan beregner du bruttoavance

    Formel

    Bruttoavance = omsætning ekskl. moms - vareforbrug

    Bruttoavanceprocent = bruttoavance ÷ omsætning ekskl. moms × 100

    Eksempel: én vare i en webshop
    Udsalgspris inkl. moms
    375 kr.
    Udsalgspris ekskl. moms
    300 kr.
    Indkøbspris inkl. told og indgående fragt
    -120 kr.

    Bruttoavance = 180 kr. Bruttoavanceprocent = 180 ÷ 300 = 60 %

    Den hyppigste regnefejl er at regne avancen af udsalgsprisen inkl. moms. Så får du 255 kr. og 68 %, og det er 75 kr. for meget pr. vare. Momsen er statens, ikke din.

    Bruttoavance vs. avance på kostprisen

    Der findes to måder at udtrykke avance i procent på, og de giver vidt forskellige tal. Bruttoavanceprocenten regnes af salgsprisen. Mange indkøbere taler i stedet om avance på kostprisen, også kaldet markup eller tillæg.

    Samme vare, to procenter (salgspris 300 kr., kostpris 120 kr., ekskl. moms)
    MålingFormelResultat
    Bruttoavanceprocent (gross margin)Avance ÷ salgspris180 ÷ 300 = 60 %
    Avance på kostpris (markup)Avance ÷ kostpris180 ÷ 120 = 150 %

    Når en leverandør skriver "150 % avance", er det altså 60 % bruttoavance. Bland de to sammen, og du sætter et ROAS-mål, der er helt forkert. Alle formler i denne ordbog bruger bruttoavanceprocenten, altså procent af salgsprisen.

    Bruttoavance vs. dækningsbidrag i en webshop

    Her er den vigtigste forskel for en webshop. Bruttoavancen trækker kun varekøbet fra. Dækningsbidraget trækker alle de variable omkostninger fra, der følger med hver ordre. I en fysisk butik er forskellen lille. I en webshop er den stor:

    Eksempel: fra bruttoavance til dækningsbidrag pr. ordre
    Bruttoavance (fra eksemplet ovenfor)
    180 kr. (60 %)
    Fragt til kunden, fri fragt
    -45 kr.
    Betalingsgebyr
    -7 kr.
    Emballage og pluk
    -12 kr.
    Returneringer (forventet andel)
    -16 kr.

    Dækningsbidrag = 100 kr. Dækningsgrad = 100 ÷ 300 = 33 %

    Samme vare, to helt forskellige billeder: 60 % i bruttoavance, 33 % i dækningsgrad. Den forskel afgør, om annoncerne tjener penge.

    Hvilken skal du sende til Google Ads?

    Dækningsbidraget. Når du byder efter profit i Google Ads, sender du et tal pr. ordre som konverteringsværdi. Sender du bruttoavancen, tror Google, at hver ordre er mere værd, end den er, og byder derefter. Med tallene ovenfor ser break-even ROAS sådan ud:

    GrundlagMarginBreak-even ROAS ekskl. momsBreak-even inkl. moms
    Bruttoavance60 %1,672,08
    Dækningsbidrag33 %3,003,75

    Styrer du efter bruttoavancen, tror du, at en ROAS på 2,5 ekskl. moms tjener penge. I virkeligheden taber du 17 kr. pr. 100 annoncekroner. Det er en almindelig grund til, at webshops vokser i omsætning på Google Shopping og samtidig mister penge.

    Mange profitværktøjer kalder feltet "gross profit" eller "bruttofortjeneste", selvom de trækker fragt og gebyrer fra. Tjek hvad der faktisk er trukket fra, før du sætter et POAS-mål. Navnet på feltet afgør ingenting.

    Bruttofortjeneste i årsrapporten er noget tredje

    Kigger du i et mindre selskabs årsrapport, står bruttofortjenesten ofte som én samlet linje øverst i resultatopgørelsen. Små virksomheder må nemlig slå omsætning, vareforbrug og andre eksterne omkostninger sammen til ét tal, og mange gør det, så omsætningen ikke står i regnskabet. Det tal har både husleje, software og annoncer trukket fra og kan ikke sammenlignes med den bruttoavance, du regner pr. vare. Brug det aldrig til at sætte mål i Google Ads.

    Hvad er en god bruttoavance for en webshop?

    Brancherne er meget forskellige. Elektronik og hvidevarer ligger ofte lavt, mens egne mærker, kosmetik og tøj kan ligge højt. For webshops, der køber trafik, skal bruttoavancen være høj nok til, at der stadig er en sund dækningsgrad tilbage efter fragt og gebyrer. Er bruttoavancen lav, og tilbyder du fri fragt, kan dækningsgraden ende så lavt, at betalt trafik bliver svær at få til at tjene sig hjem på første ordre.

    Er bruttoavancen for lav, er løsningen sjældent bedre annoncer. Det er bedre indkøbspriser, højere priser, en højere fri fragt-grænse eller bundter, der løfter ordreværdien. Se AOV.

    Faldgruber fra praksis

    • Moms i salgsprisen. Bruttoavancen skal regnes ekskl. moms, ellers ser den op til 25 % bedre ud.
    • Kostpris uden told og fragt. Indkøbsprisen på fakturaen er ikke den hele. Told, indgående fragt og valutagebyrer hører med i vareforbruget.
    • Ét tal for hele sortimentet. En gennemsnitlig bruttoavance siger intet om de produkter, annoncerne faktisk sælger mest af.
    • Udsalg og rabatkoder. En rabat rammer avancen fuldt ud. 20 % rabat på en vare med 60 % avance fjerner en tredjedel af avancen.

    Arbejder du med en AdWords-specialist, så spørg, om kontoens værdi er omsætning, bruttoavance eller dækningsbidrag. Det er tre forskellige tal, og kun ét af dem fortæller, om annoncerne tjener penge.

    Google Shopping styret efter profit

    Jeg byder efter det, ordren efterlader, ikke efter avance på papiret. Se hvordan profitbaseret Google Shopping fungerer.

    Google Shopping styret efter profit

    Ofte stillede spørgsmål om Bruttoavance

    Hvordan beregner man bruttoavance?

    Du trækker vareforbruget fra omsætningen ekskl. moms. En vare solgt til 300 kr. ekskl. moms og købt ind til 120 kr. giver en bruttoavance på 180 kr.

    Hvordan beregner man bruttoavance i procent?

    Du dividerer bruttoavancen med salgsprisen ekskl. moms og ganger med 100. 180 kr. i avance på en salgspris på 300 kr. giver 60 %. Divider ikke med kostprisen, det giver markup, ikke bruttoavance.

    Er bruttoavance og bruttofortjeneste det samme?

    I daglig tale ja, begge betyder omsætning minus vareforbrug. I et lille selskabs årsrapport dækker bruttofortjeneste dog ofte også over andre eksterne omkostninger, så tallet er lavere end avancen pr. vare.

    Hvad er forskellen på bruttoavance og dækningsbidrag?

    Bruttoavance trækker kun varekøbet fra. Dækningsbidrag trækker også fragt, gebyrer, emballage og returneringer fra. For en webshop er dækningsbidraget det rigtige tal at styre annoncer efter.

    Hvad betyder gross margin?

    Gross margin er det engelske ord for bruttoavanceprocent: omsætning minus vareforbrug i procent af omsætningen. Gross profit er det samme beløb i kroner.

    Relaterede begreber

    Start min transformation